Sitater som ikkje høyrer heime andre stader

📜

Aino av Alvilde Prydz

Fuldmægtig Andersen(grublende): «Er det morsomt? -at leve?»
Aino(usikkert): «Siden det så skal være - men det kunde være ligeså bra, noget andet forresten!»
Fuldmægtig Andersen(nikker): «Det syns jeg med! Det er hyggeligt å tænke på, at man skal fra det engang.»
Aino(livlig): «Ja ikke sant! For da må det jo blive anderledes, tænker jeg mig!»
Fuldmægtig Andersen(lystig): «Ja, når man dør? Det kan De være næsten vis på! Ser De alltid så lyst på livet?»

~

Fuldmægtig Andersen: «De er visst ganske fornuftig anlagt - hvis det er sikkert altså, at De ikke er gåt fra forstanden?»

📜

Ve's mor av Ragnhild Jølsen

Meget måtte hun gå og fange Fluer. «Se der sidder en. Og der. Er du nærsynt? Og der,» lå han og pegte. «Og – den ækle Talggrisen i Sprækken der da! Du får sandelig til Øienlæge du! Og der en – –» (Ektemann Gerhard er sjuk for fyrste gong)

~

Og Gud skabte Mennesket i sit Billede – vel – vel – Ære være Gudfaders Formsans! Humbug altsammen!

~

– Men ofte syntes hun også, det var Luftens Sus af en stor Ensomhed, hun hørte. Sin Ensomhed! Men Ensomheden, der drog. Ensomheden, der fanged – lig en Edderkop i hårfint Spind. Den suger Blod, suger Tanker, suger Sind. – Men Ensomheden følte hun som en Livsens store, vidunderlige Vampyr, til hvem hun måtte smile. – –

📜

Eiler Hundevart av Regine Normann

«Han morfar fortælt mæg, då æg var lita, koffer den skal heit jomfru Marjas guldsko og ikkje tiriltunge,» sa datteren på Skålbrækken og blev sprutrød av undseelse i det samme hun sa det.
«Ka sa han, fortæl!»
«Jau, då Vorherre sin engel om hausten gik og stedde blomsterne til kvile for vinteren, så glømt han tiriltunga. Ette-på kom han Tykje flyganes, og han fandt den.
Alt det Vorherre gløm’e met, sa han Tykje, og til natta kjæm æg og henta dæg.
Dermed så flaug han.
Men om kvelden, då alle englan hadde lagt seg og dørra til det allerhelligste var igjenlukt, gik jomfru Marja og stulla barbent og fletta håret sit for natta.
Då syntes ho så tydelig at nokken ropte på ho. Jomfru Marja, kom og frels mæg! Jomfru Marja, kom å frels mæg! sa det.
Ho slog kåpa om sæg, og akte til jora. Og dokker kan tænk, han morfar sa ho sat på strålan til ei stjerne.
Over marka og gjønna skogen vandra ho, og det var så fælt kaldt på fotan hendes, for der låg rim på kvert einaste strå.
Borti en bakke fandt ho blomsten, han sto endå og gråt.
E det du som ropa på mæg? spurt jomfru Marja, ka e det du vil, og koffer gret du så sårt.
Engelen glømt mæg, og til natta kjem han Tykje og tar mæg. Æg e så fælt reidd.
Han skal ikkje få lov til å ta deg, sa jomfru Marja, for nu skal æg lægg dæg til kvile og sitt hos dæg til du somna.
Tiriltunga blei så glad, så glad. Nokken så nydelig pen som jomfru Marja hadde den aldrig set; ho hadde purpurkåpe, sa han morfar, og øian hennes de skjein som sola.
Men då den fik sjå ho var berføtt, då ba den om lov til at bli sko på fotan hennes.
Og det fik den, og sian e det den heit jomfru Marjas guldsko.»

~

«Det første bud. Du skal ikke --- du skal ikke --- Sæt mæg på gli, Kima!»
«Ha fremmede guder.»
«Ha guder for mig,» ramset Didrikka kjapt.
«Fremmede guder,» rettet Kima, «presten e så hakkande nøie med at få det ordet læst.»
«Fremmede guder for mig. Det er. Vi skulle frøgte – frøgte -- frøgte og elske gud så vi ikke tar vor næstes –»
«Det e det sjuende, du nu e borti.»
Didrikka pustet anstrengt og strøk den lyse hårfluren væk frå ansigtet, som var blit hett og rødt ved det uvante tankearbeidet.
«Vi skulle frøgte og elske,» ramset hun ivei.
«Det er galle,» gneldret Kima.
«Vi skulle frøg--»
«Det er galle.»
«Sæt mæg på gli da, toska, du som veit det.»
«Vi skal over alle ting frygte og elske, står der.»
«Å ja – nu kan æg det. Vi skal over alle ting elske -- »
«Det er galle.»
«Det løgst du, di mær, lat mæg på sjå i boka».