Sitater som ikkje høyrer heime andre stader

📜

Aino av Alvilde Prydz

Fuldmægtig Andersen: «De er visst ganske fornuftig anlagt - hvis det er sikkert altså, at De ikke er gåt fra forstanden?»

📜

Ve's mor av Ragnhild Jølsen

Meget måtte hun gå og fange Fluer. «Se der sidder en. Og der. Er du nærsynt? Og der,» lå han og pegte. «Og – den ækle Talggrisen i Sprækken der da! Du får sandelig til Øienlæge du! Og der en – –» (Ektemann Gerhard er sjuk for fyrste gong)

~

Og Gud skabte Mennesket i sit Billede – vel – vel – Ære være Gudfaders Formsans! Humbug altsammen!

~

– Men ofte syntes hun også, det var Luftens Sus af en stor Ensomhed, hun hørte. Sin Ensomhed! Men Ensomheden, der drog. Ensomheden, der fanged – lig en Edderkop i hårfint Spind. Den suger Blod, suger Tanker, suger Sind. – Men Ensomheden følte hun som en Livsens store, vidunderlige Vampyr, til hvem hun måtte smile. – –

📜

Eiler Hundevart av Regine Normann

«Han morfar fortælt mæg, då æg var lita, koffer den skal heit jomfru Marjas guldsko og ikkje tiriltunge,» sa datteren på Skålbrækken og blev sprutrød av undseelse i det samme hun sa det.
«Ka sa han, fortæl!»
«Jau, då Vorherre sin engel om hausten gik og stedde blomsterne til kvile for vinteren, så glømt han tiriltunga. Ette-på kom han Tykje flyganes, og han fandt den.
Alt det Vorherre gløm’e met, sa han Tykje, og til natta kjæm æg og henta dæg.
Dermed så flaug han.
Men om kvelden, då alle englan hadde lagt seg og dørra til det allerhelligste var igjenlukt, gik jomfru Marja og stulla barbent og fletta håret sit for natta.
Då syntes ho så tydelig at nokken ropte på ho. Jomfru Marja, kom og frels mæg! Jomfru Marja, kom å frels mæg! sa det.
Ho slog kåpa om sæg, og akte til jora. Og dokker kan tænk, han morfar sa ho sat på strålan til ei stjerne.
Over marka og gjønna skogen vandra ho, og det var så fælt kaldt på fotan hendes, for der låg rim på kvert einaste strå.
Borti en bakke fandt ho blomsten, han sto endå og gråt.
E det du som ropa på mæg? spurt jomfru Marja, ka e det du vil, og koffer gret du så sårt.
Engelen glømt mæg, og til natta kjem han Tykje og tar mæg. Æg e så fælt reidd.
Han skal ikkje få lov til å ta deg, sa jomfru Marja, for nu skal æg lægg dæg til kvile og sitt hos dæg til du somna.
Tiriltunga blei så glad, så glad. Nokken så nydelig pen som jomfru Marja hadde den aldrig set; ho hadde purpurkåpe, sa han morfar, og øian hennes de skjein som sola.
Men då den fik sjå ho var berføtt, då ba den om lov til at bli sko på fotan hennes.
Og det fik den, og sian e det den heit jomfru Marjas guldsko.»

~

«Det første bud. Du skal ikke --- du skal ikke --- Sæt mæg på gli, Kima!»
«Ha fremmede guder.»
«Ha guder for mig,» ramset Didrikka kjapt.
«Fremmede guder,» rettet Kima, «presten e så hakkande nøie med at få det ordet læst.»
«Fremmede guder for mig. Det er. Vi skulle frøgte – frøgte -- frøgte og elske gud så vi ikke tar vor næstes –»
«Det e det sjuende, du nu e borti.»
Didrikka pustet anstrengt og strøk den lyse hårfluren væk frå ansigtet, som var blit hett og rødt ved det uvante tankearbeidet.
«Vi skulle frøgte og elske,» ramset hun ivei.
«Det er galle,» gneldret Kima.
«Vi skulle frøg--»
«Det er galle.»
«Sæt mæg på gli da, toska, du som veit det.»
«Vi skal over alle ting frygte og elske, står der.»
«Å ja – nu kan æg det. Vi skal over alle ting elske -- »
«Det er galle.»
«Det løgst du, di mær, lat mæg på sjå i boka».

📜

Iliaden av Homer

Verge seg MER enn han evner, er uråd selv for den tapre

~

Likeså rask som tankenes flukt hos en mann som har vanket
vidt over jorderiks krets og lønnlig i hjertet seg ønsker:
«Gid jeg var der eller der!» når minnene vekker hans lengsel;
likeså ivrig og rask fløy Hera, den høye gudinne.

~

Akillevs gikk inn i sitt telt og åpnet en kiste
kunstig beslått og skjønn, som den sølverfotede Tetis
hadde latt bringe ombord på hans skip og fylt med så mange
kjortler og kapper som lunet mot vind, og de bløteste tepper.
Mamma Tetis har forsikra seg om at Gullklumpen ikkje fryser på tåtillene der borte i Troja 👩‍👦

📜

Tartuffe av Molière

Alt det han gjorde, har han gjort til dykkar beste.
Han brenn, fortærest reint, av kjærleik til sin neste.
Og ettersom han veit at jordisk gods og gull
kan skade frelsa vår, er han så miskunnsfull
at han ser som si plikt å ribbe Dykk til skinnet.
Kammerpike Dorine om skinheilage Tartuffe

📜

Promethevs i lenker av Aiskhylos (?)

Det å gråte ut og klage over sin ulykke er strevet verdt når en kan lokke fram en tåre fra dem som lytter.

📜

Kongens Fald av Johannes V. Jensen

Kongen havde ikke desto mindre nok at bestille hele Dagen, han havde endogsaa saa travlt med tusind betydningsløse Ting, at han maatte skynde sig Dagen lang, han skyndte sig uafbrudt. Om Aftenen gik han rigtig træt og gudhengiven til Hvile.
Kongen i sitt fangehull og meg i mi arbeidslause

📜

Ild og Sverd av Henryk Sienkiewicz

«Jeg elsker dig saa høit, at jeg allerede har svedet ut Halvparten af min sjæl; hvorfor skulde jeg ikke svede ud den anden Halvpart ogsaa?»

📜

Orestien av Aiskhylos

På hjertet falder i de våkne nætter
de bitre dryp av angerfulde minder. (Agamemnon)

~

Ti den som sanket gods han aldrig drømte om,
blir hård mot sine træller, streng til overmål.(Agamemnon)
Er dette sant?

~

Alt må rokkes, alt må falde
hvis en uhørt lov skal gjælde,
hvis hin modermorder strafløs
tramper retten under føtter.
Blir slik en udåd let at øve,
får vi snart en morderskare.
Fædre, mødre må med tiden
vente ulivssår fra barn (Evmeniderne)
Hemngudinner om tanken på rettssaker og at "to sider har en sak"

📜

En dag i Ivan Denisovitsj' liv av Aleksandr Solzjenitsyn

Rapporten har mer å si enn sjølve arbeidet. Den kolonneføreren som er klok, han sliter med rapporten. Det er den som skaffer føda. Er det noe som ikke er gjort, får du bevise at det er gjort.

📜

Kalevala samla av Elias Lönnrot

«Hoss er hugen hjå dei sæle, lyndet hjå dei lykkelege?
So er hugen hjå dei sæle, lyndet hjå dei lykkelege:
likt med vatnet, kjem or kjella, likt ei bylgje, som ei båre.
Hoss er sinnet til dei usæle, hosso hugen hjå havella?
So er sinnet til usæle, sosso hugen hjå havella:
liksom skaren under åsen, vatnet nedi brunnen djupe.»

~

Å du far min, å du mor mi, kjæraste foreldri mine!
Kvi hev de avla meg, min arming, sett meg vesale i verdi
til å felle desse tårin, bera på so sår ein saknad,
til å hyse slik ei hugsott, tynast av so tunge sorgir?
(Ho bekymrar seg for ei framtid ho ikkje rår særleg over, og den framtida har stor sjanse for å bli ein nedgradering i livskvalitet)

📜

To Mennesker av Anna Munch

«Se, hvor dagen lysner ude! – Det er det galeste, jeg ved for tiden, fru Sigrid, at De ikke gaar paa ski.»
«Og jeg er glad over, at jeg ikke behøver at gaa paa ski. At det ikke hører til livets nødvendigheter.»

📜

Heaven av Mieko Kawakami

Nå som jeg ikke lenger måtte på skolen, kunne jeg leve helt stille, uten å møte noen, uten å bli lagt merke til, som et møbel. Tanken på ikke å bli sett fylte meg med en underlig ro. Jeg visste det bare dreide seg om et lite pusterom, og likevel var det noe utrolig betryggende med å vite at så lenge jeg holdt meg for meg selv, kunne ingen utenfor røre meg. At det samtidig betydde at jeg ikke kunne røre ved noe der ute, fikk ikke hjelpe.

📜

Kristin Lavransdatter (Kransen) av Sigrid Undset

Litt innpå åsen vest for dalen var der et sted i fjellet nogen hvite stener, som var skapt lik menneskenes hemmelige ting, og nogen menn var falt til å ofre råner og kjetter ved denne styggedom. Sira Eirik hadde fått nogen av de frommeste og modigste bøndene med ditinn en natt, og de hadde slått sund stenene.
Snakkar me Trollpikk?

📜

Medeia av Evripides

Medeia: Kommer hun til ukjent lov og skikk,
da må hun være synsk om hun kan vite alt
om samlivskunst, når hjemmefra hun ingen ting
har lært.
Minner meg om det kapittelet i Kalevala då ho jenta er bekymra for livet som gift kone sjå svigermor, og alle 'trøyster' ho med at neida - det blir mykje verre 💀

~

Medeia: Det finnes ingen rettferd i hva mennesker ser.
For før de kjenner innsiktsfullt til nestens sinn,
så dømmer deres øye uten minste grunn.